Presser Citronen

1. Vi går på glasskår, bare tær
10. knuger dem i hånden og former dem, som brændende ler
2. alligevel smilende, men krypende af smerte
19. dårlig samvittighed, prøver at komme af, med alt det vi lærte
3. du kysser den hånd, der slår dig
15. vi glemmer, ligegad, som jeg
4. taler sødere end uringult honning
14. æresfrygt for skyggegader og kriminalitetens dronning.
5. han kaster med sten for at finde sin plads
21. verdens hjerte er sårbart som glas
6. underkaster sig altid andre
22. hvad er der mere tilbage at forandre
7. hvad ser folket i regnvåde gader
18. vi er som bakterier, der omkring vader
8. pulveriserede piller. Vold.
20. hvorfor er det in' at være så kynisk, kold
9. hun presser citronen, griber skæbner
16. blod på tanden, samvittigheden, læber
11. verden ser op på den hånd, der slår hårdest
13. det sorteste tøj i butikken står forrest
12. bider hånden, der giver livet næring
17. hvad er der nu galt med at være rar, kærlig
Presser citronen.
20. Det betændte sår pulserer af lidelse.
23. Se på byens midte, puls..

Udslukt Stjerne

Det er hvad man får ud af én pakke smør? En Udslukt stjerne (;

Tager smørret og skraver hele indholdet ned på den tynde skive af hvidt brød, der smager mystisk. Mug. Forsøger at mase den uformelige, firkantede fedtklump ud på brødet, men der er mere smør end brød. Prøver alligevel med fingrene og brødet smuldrer under det 6cm massive lag smør. Sukker. Smør på fingrene. Sutter dem rene og tørrer hænderne af i de lilla bomulds-jogginbukser, der vidst trænger til en tur til vask, efter badet i brun sovs og kartoffelmos igår. Trækker på skulderne. Skidt. Har tid nok. Prøver at mase krummerne fast i smørret og fører klumpen op til munden. Du sidder og stirrer på mig med tydelig væmmelse. Løfter øjenbrynene. Og hvad så? Putter smørret i munden og maser det op mod ganen. Den kølige, bløde fornemmelse gør godt. ”Du er deprimeret,” siger du og læner dig tilbage i stolen, som knirker bekræftende. Du knuger din kop med kaffe og stirrer ned i den, selvom du får dampen i hovedet. ”Nej da,” svarer jeg så godt jeg kan med en hel pakke smør i fjæset. Ser mig om efter nutellaen, så jeg også kan tømme den, men den er vidst helt bevidst ikke sat på bordet. ”Jeg flytter, Jason,” siger du og jeg kan høre du stiller koppen på bordet, men hviler hovedet nede i tallerkenen og ser ikke andet end tallerknens tilslørede overflade. Det køler på min feberhede pande og næse. Jeg tænker lidt. Undrer mig over hvornår smerten kommer, men jeg er så lammet, at jeg intet mærker indeni.”Hvor hen?” spørger jeg og tænker på hvor hun mon har råd til at bo? ”Jeg flytter hjem til Dan… Han vil lade mig bo der gratis.” syntes hun lyder usikker, men løfter ikke hovedet for at se efter. ”Okay.. hils,” svarer jeg og mærker en brændende fornemmelse i øjnene. Er det sådan det føles at græde med en krop af forstenet flæsk? Død. Død ligeglad. Hvem var det nu også lige jeg var? En udslukt stjerne, men hvilken af de mange?

Misforstået Genspejling

Et digt om genkendelse, at finde sig selv og forstå sit indre jeg. Et digt om at se det, som folk også ser udefra, men samtidig ikke fortabe sig i det, man ser gennm andres øjne. Et digt om at se sandheden og stole på den?

Ser mig i spejlet. Ser en pige.

Hun er perfekt, enestående, et pragteksemplar og folk kan se det, de siger det, hun ved det.
Hun har alt, mangler intet, savner ingen.
Hun smiler og stråler som en sol, skinner som en stjerne, kaster lys i mørket som månen.
Hun handler uden tøven og taler åbent uden skam, hendes stemme klinger musikalsk og pointen bliver længe hængende. Folk lytter intenst og føres til en trance, hvor de tilfangetages af simple ord.

De lytter til hende, til hendes skønhed.

Pigen er ikke mig, ikke dig, ikke mig i morgen, ikke dig i går.
Jeg er lille og grå, ensom, nej, mere selvstændig, asocial, genert.

Fortaber mig i hendes levende øjne. Spillende og glasklare. Drukner i lyden af hendes sprøde stemme og sluges af smilet på hendes røde fyldige læber. Over hendes kind spiller toner af rosa rødmen og brisen bevæger hendes gyldne hår. Solens stråler spejler sig i guldet, der kaster en refleksion mod himlens blå og runde centrum.

Kører en hånd gennem håret, pigen gør det samme. Undertrykker et fornøjet gisp og sender pigen et forsigtigt smil. Hun gengælder det med strålende øjne og hvide tænder på en lang perlerække. Mærker varmen i kinderne over skønhedens nærværende opmærksomhed, men til stor lettelse gør hun ligeså.
Med en skælven af spænding og frygt i kroppen dannes et syrligt, bittert ord på tungespidsen: ”Hej”- Pigen svarer ikke. Hun stirrer iskoldt.. ingen lyd.
Overhovedet.

Polyfonisk Nødråb

-' Jeg prøver ikke at forklare, for det kan man ikke. Det er polyfonisk, flerstemmeigt og sandt. Et digt er mere virkeligt, når det er kaotisk? At det delvist kun er noget af det, der giver mening? Er jeg mærkelig, eller er der nogen der forstår mig?

Hvad gør mennesker ved hinanden? De ødelægger hinanden, de støtter hinanden, de elsker hinanden, de hjælper hinanden. Der er så meget, som ét menneske kunne gøre, måske allerede har gjort ved dit liv. Et menneske kunne ødelægge et andets liv, ved at stifte bekendtskab med et andet i en fremmeds liv. En pigen stod nært til. Dette menneske kunne også komme med noget godt, men når alt det gode altid bliver nedbrudt af tvivl og sorg, har man ikke mere til overs. Du mister altid tålmodigheden. Skrid ud af hans liv, har du lyst til at sige, måske skrige. Lad det hele være som kongen syntes det skal være, for sådan har det altid været og sådan blev det skabt, for sådan er ønsket. Måske egoistisk, men ville hele menneskeheden ikke også være det, hvis det var dem, verden faldt ned over? Overreagerer vi? Du er ligeglad med hvem du elsker og hvem du hader, for dem du elsker, hader du og omvendt. Du er et objekt i andres verden. Sådan er det altid. Hvorfor er det aldrig enkelt? Ved de hvad der sker? Han hader dig. Hun elsker dig mere end sit eget liv. De finder ikke nok i mig og søger til en anden, for denne kan holde sammen på dig, når du ikke vil. Det er ikke engang vores ansvar at holde sammen på nogle. De er der ikke til at holde sammen på mig. Det gør os vrede, sårbare, misundelige, blodtørstige, synderknuste, sårede. Men jeg elsker dig så endeløst, at det ikke kan være nok, du er hvad andre evigt og altid har brug for, men at du ikke behøver en som ham og kun valgte ham fordi en anden havde brug for det, gør det spil vi spiller endnu mere uoverskueligt. Et spil, der tager livet af os alle. Hvordan bliver man gammel? Vi kan mærke hvordan vi strammer grebet om verden og er bange for, at komme til at slippe. Andre svømmer i vrøvl og råber af hinanden. Hun smækker døre ind til deres hjerter, som han aldrig vil åbne igen. En dag, så tager vi livet af hinanden. Som ild og krudt der mødes, fortæres og dør. Det giver ingen mening at nogen, kan rumme alt det du gør og du burde høre det, du burde vide det, jeg burde sige det, men vi har intet til overs for hinanden, for kærlighed og familie. Jeg er et objekt i et nyt liv, som folk delvist kigger på med undren og medlidenhed. Det er så hårdt at være et rumvæsen i skilmisse. Specielt, når det ikke er første gang. Hunden føler det er dens skyld, men det er din skyld, at han er her og forbliver evigt ung på grund af mit kolde, frosne hjerte. Vi er grebet af tvivl og det mørknes udenfor. Lyset slukkes og dørene låses.
Der blev aldrig låst og åbnet op igen.
Farvel
”*”