Op, ned. Lige meget.

Falder fra himlen. Langsomt og stille roligt, op. Himlen er blå, men mørklagt i skygge, af mine lette øjenlåg. Lander og føler mig omsluttet, opslugt af farver. Blødt som i kernen af en rød viol. Varme og den blide summen fra en humlebi. Solstråler prikker på huden som nåle. Gul kribler under min hovedskald. Følelsen af, at være glemt i et boblebad med danskvand i. Bobler der løfter ned, op. Vandet er blåt, men mørklagt af min skygge. Min krop er omsluttet, opslugt af farver. Rigtigt som kernen i mit røde hjerte. Gul løber ned af mine kinder, gør alting så nemt.
Åbner øjnene.
Synker længere ned i det kolde snedrive. Ligger hånden til panden, der er våd af sved, blod. Det glitrer svagt i mørket. Længere væk splintrer et lysstofsrør og stjernehimlen kommer tættere på. Jeg stiger opad. Min hud brænder mod den tisgule sne. Bukserne er våde.
Satans.
Endnu en katastrofe på diskuteket. Hvor er det nu jeg bor?
Lige meget. Jeg er her nu og det bliver ikke anderledes. De finder mig, men så er jeg allerede langt væk.
Stjerneviol.

Fejl

Hvad skal man dog mene, hvis det alligevel er forkert? Det er jo altid forkert, fuldkommen. Andre mener nemlig noget andet, men så må deres mening jo også være forkert? Vi ser altid fra forskellige vinkler, også selvom der måske kun er halve graders forskel. Det er stadig anderledes, forkert. Det er sådan, altid. Men det er sundt at acceptere andres meninger og følelser. I bund og grund må vi elske det samme, i sidste ende i hvert fald. Livet. Hvem er ikke bange for at dø? For at fejle. Tabe et split sekund, slukke gnisten til en karriere. Et helt nyt liv. Døden giver ikke chancer. Hvis du dør, kan du ikke dø igen eller live op, for den sags skyld. Minder, billeder er udødelige, også selvom de bliver væk i skuffen. Hvis du fejler, kan du prøve igen. Kan man ændre mening? Vel kun med en andens overbevisning, et dybt indblik i en ny synsvinkel, men med overbevisning kommer tillid. Kan man have tillid til en fremmed? Hvad nu hvis man tager fejl? Er det egentligt den slags fejl, der tillader en, at prøve igen? Måske er jeg ligeså bange for at fejle, som jeg er for at dø? Betydningsfulde fejl, der præger livet forevigt. Men fejl, der ikke følger efter i døden. Meninger, beslutninger, fejltagelser der ikke bare kan ændres.
Det er sundt at ligge fortiden bag sig og leve i nuet, men jeg syntes det er sundere at se tilbage og tage ved lære... hvis man nogensinde kommer så langt i livet, at man har rigeligt med erfaringer efter mindre grusomme fejltagelser.

Søren Kirkegaard
"Livet leves forlens, men forstås baglæns"

Intakt

Jeg hører mit hjerte. Det banker i brystet på mig, det banker hårdt. Det slår pusten fra mig. Tvinger mig til at holde vejret, rette mig op og bide tænderne sammen til det knager gennem kraniet. Det forsøger at sige noget, men jeg forstår det ikke? Det brænder, det er ophedet og syrer. Jeg er gået i stå. Jeg er holdt op med at trække vejret, holdt op med at tænke, holdt op med føle. Jeg er død, men jeg er her stadig. Jeg er død langt ind i sjælen. Jeg registrerer ikke sorgen, selvom mit hjerte siger jeg skal. Jeg kan ikke reagere på den. Der er for meget af den. Hvis jeg prøver, bliver jeg aldrig glad igen. Mine øjne brænder af evigheders tilbageholdte tårer, men jeg kan ikke slippe dem hvor højt jeg end ønskede det. Min mave er et sår af knuder og min mund af tør af ord, jeg aldrig vil få udtalt før sætningen er slut. Jeg presser mig sammen til halv størrelse for at holde sammen må mig selv. Hvis jeg slipper, vil jeg falde sammen, smadre mod gulvet og forsvinde som støv ned i dets revner. Hold mig fast. Hvis jeg bare havde ét sted at gribe efter, så havde det været så nemt. Jeg havde ikke behøvet mærke stykker af mit hjerte forsvinde i takt til løgne om mit helbred. Måske havde jeg været helt… intakt.

Hjerte

Du banker, men jeg lukker dig ikke ind. Jeg ville dreje hovedet væk og se den anden vej, men jeg er frosset fast med at ansigt fortrukket af smerte. Jeg har siddet sådan her siden du fortalte mig det. Sammenkrøbet, vred, fortvivlet, mistænksom, såret, bange, glemt. Jeg sidder her bag tykke mure af uinteresseret kulde og mærker sveden løbe ned af min pande. Jeg fryser. Jeg ryster af kulde, mens mit hjerte løber maraton. Det vil kæmpe sig ud af brystet på mig og flygte fra alle de følelser jeg udsætter det for. Alt er gået i stå. Holdt op med at trække vejret. Kun den monotone lyd; bank, bank, bank. Måske vil alt dette være forbi en dag, men jeg ved der er lang tid til. Der er lang tid til, når intet rører sig, når intet trækker vejret, når intet lever.