Misforstået Genspejling

Et digt om genkendelse, at finde sig selv og forstå sit indre jeg. Et digt om at se det, som folk også ser udefra, men samtidig ikke fortabe sig i det, man ser gennm andres øjne. Et digt om at se sandheden og stole på den?

Ser mig i spejlet. Ser en pige.

Hun er perfekt, enestående, et pragteksemplar og folk kan se det, de siger det, hun ved det.
Hun har alt, mangler intet, savner ingen.
Hun smiler og stråler som en sol, skinner som en stjerne, kaster lys i mørket som månen.
Hun handler uden tøven og taler åbent uden skam, hendes stemme klinger musikalsk og pointen bliver længe hængende. Folk lytter intenst og føres til en trance, hvor de tilfangetages af simple ord.

De lytter til hende, til hendes skønhed.

Pigen er ikke mig, ikke dig, ikke mig i morgen, ikke dig i går.
Jeg er lille og grå, ensom, nej, mere selvstændig, asocial, genert.

Fortaber mig i hendes levende øjne. Spillende og glasklare. Drukner i lyden af hendes sprøde stemme og sluges af smilet på hendes røde fyldige læber. Over hendes kind spiller toner af rosa rødmen og brisen bevæger hendes gyldne hår. Solens stråler spejler sig i guldet, der kaster en refleksion mod himlens blå og runde centrum.

Kører en hånd gennem håret, pigen gør det samme. Undertrykker et fornøjet gisp og sender pigen et forsigtigt smil. Hun gengælder det med strålende øjne og hvide tænder på en lang perlerække. Mærker varmen i kinderne over skønhedens nærværende opmærksomhed, men til stor lettelse gør hun ligeså.
Med en skælven af spænding og frygt i kroppen dannes et syrligt, bittert ord på tungespidsen: ”Hej”- Pigen svarer ikke. Hun stirrer iskoldt.. ingen lyd.
Overhovedet.