Løgn For Livet

Der er sider i et ansigt man ikke vil erkende. Der er fingeraftryk på uhåndgribelige minder man har glemt man har sat og der er svage led i undertoner, man måske overhører. Der er bare ting man som menneske af ren refleks kommer helt udenom, lever foruden. Hvis jeg åbnede øjnene, ville jeg se ting, der ikke er tilegnet mig. En sandhed jeg nødvendigvis ikke kan leve med. Ting der får den individuelle virkelighed til at falde sammen og gå under. Når man når der til, føles alt man stod for som én lang joke, en løgn for livet. Man bliver nød til at erkende en side af sig selv, man ikke kan leve med. Som andre ikke kan leve med. Sandheden.

Ugengældt Gengæld

To mennesker står på gaden. En mand og en kvinde. De snakker... rettere diskuterer, nærmest hvæser af hinaden, men jeg er for fjern til at samle opmærksomheden omkring de ord, de kaster mod hinanden som slag i mellemgulvet. Jeg ser kun det svage, blide glimt i kvindens sårbare ansigt og mandens hidsige vejrtrækning, der får hans bryst til at hæve og sænke sig dobbelt tempo. Hans øjne lyser af en særlig slags begær. Jeg føler ingen gengældelse. Jeg føler bare jeg burde se væk, men noget fortæller mig, at jeg er vidne til noget større end det jeg ser. Kvinden er gravid, opfanger jeg. Manden er ikke faderen. De skændes om barnet. Hun vil have det, han vil ikke. Noget slår mig kort; hvem end der befinder sig inde i kvindes mave, kunne det have været hvem som helst? Det kunne have været mig, der var uønsket... eller dig?

Epic Fail, stupid..

Evt. en omm'er, et epic fail og undergang. Et følelsesmæssigt udbrud uden rettighed til større eksistens end den opmærksomhed jeg skylder min skygge langs de grå vægge. Det er noget jeg ganske enkelt fortryder bitterligt, inderligt og ondskabsfuldt. Så meget at det kan føles som saltsyre, der opløser og destruerer indefra. Evt. et personlighedsorienteret (selv)mord uden baggrund og motiv. Evt. et dårligt valg, der vil forfølge mig i fremtiden. TEEN!

Fri Fortabt Forstand

Dine bevægelser er lilla og orange. Så brændene, inderlige og uendeligt indtrængende. Jeg indånder en intens, endeløs kærlighed, der får mit halvvejs forstenede hjerte til at sitre. Det sorte får bag silkegardiner af facader - lag efter lag - fortalte mig at følelser ikke eksisterer. At de er en beskrivelse af kroppens trang, på samme måde som tid er en beskrivelse - kun opfundet for bare at forstå? Men hvis der er noget jeg ikke forstår, er det følelser og den dødbringende længsel ved synet af dine bløde læber, nøgne hud og varme øjne. Du er ikke smuk for andre, kun for mig, men hvad betyder det, når vi ser igennem tøj og kød på hinanden? Når vi ser igennem virkelighed og realiteter. Når tid er en fjende og når vores følelser er ét. Når frygten for at tabe vores ét til en anden og forstanden til hinanden bobler i skyggen af vores elskende kroppe og gør itensiteten og lidenskaben til et eventyr i eventyret? Det betyder intet. For vi betyder alt. Du for mig, jeg for dig. Jeg føler mig vild og ond af savn, vild og ond af lyst, vild og ond af alting der adskiller os. Og nu er du jo død...

I'm bigger than my body gives me credit for

I. Jeg har aldrig hadet og elsket dig så inderligt, endeløst.

II. Jeg har aldrig ønsket dig længere væk

III. Og jeg har aldrig savnet dig mere.

IV. Det er som at sluge et vredens skrig

V. Og mærke det trykke spidst gennem brystet.

VI. Det er som en frygt der maser sig ind gennem væggene

VII. Og giver åndedrætsbesvær.

VIII. Jeg har skreget til min krop var en las,

IX. At du skulle forsvinde,

X. Men du blev.

XI. Du gik først, da jeg holdt inde.

XII. Da jeg hørte døren klikke,

XIII. Var du gået

XIV. Og jeg bekymrede mig for dine sviende følelser,

XV. At de skulle skade dig.

XVI. Men det var alt sammen mig,

XVII. Selvom jeg er et offer for dine vrede,

XVIII. Der kommer og går,

XIX. Præcis som du gør.

XX. Jeg klyngede mig til sandheden,

XXI. I håb om at det ville være retfærdigt for os begge

XXII. Og det kunne få dig til at vende om

XXIII. Og tage min hånd, indrømme

XXIV. At mennesket er større end vi ser ud til.

Pixies m. "Hey"

"Hey! Been trying to meet you.
Hey! Must be a devil between us
Or whores in my head,
Whores at my door,
Whores in my bed,
But hey?
Where have you been,
if you GO i will surely die.
We're chained
UH! Said the man to the lady.
UH! Said the lady to the man,
She adored and the whores like a choirgo,
UH all night and mary ain't you tired of this,
UH is the sound that the mother makes when the baby breaks.
We're chained.. "

- Kunne det blive mere virkeligt og sandt?

Alene i den store, kolde Verden

Måske, er det latterligt, helt igennem umuligt,
Men regnen er ren magi, en ting for sig selv
Og den har gjort noget ved mig, fortryllet mig
Og løsnet mine sammenknudrede tanker, opløst dem
Og vasket dem bort for altid.

Senges bløde dyner af dis fra skyerne,
Har vist mig, at alt er muligt.
Kulden er virkelig, den skærer i mine kinder
Og giver en bidende, oplivende smerte,
Frigiver en rus af befrielse, renhed i blodet.

Jeg ånder frit.
Ansigter dukker op af tågen, forsvinder igen,
Som duggen under den evige sol, over himlens grå dyner.
Vejene, der ligger øde, glatte og tomme,
Hvor lyden af mine frosne fødder mod vandpytterne
Runger i stilheden og holder mig… vågen.

Det er alt, det er intet.
Det er tomt og tyst, men en larmende stilhed.
Det er mit, alene.
Det er her jeg hører hjemme.
Det er det jeg elsker.

Vinden, der hvisker i bladene
Og puffer mig blidt, kærligt i ryggen
Og den stålgrå himmel,
Der springer mig i øjnene
Og tvinger mig til, at lukke dem i,
Sanse duften af efterår;

Træernes sidste suk, før året er omme
Og alt starter på en helt frisk, fuldkommen ny.
Alt vil synke ind til dyb søvn.

De oplyste vinduer i husene,
Hvor varmen strømmer ud til mig
Og blidt kærtegner mit ansigt.
Der er personer derinde, hygger i varmen,
Ubekymrede, trætte og ventende på natten.
Lyset fra vinduerne spreder sig over de grå fliser
Og smiler varmt og hjerteligt op til mig.

Frihed…
Jeg elsker det, jeg står uden for det hele,
Uden for folks tanker og alt ansvar.
Det er bare mig, lykkelig.
Alene i den store, kolde verden..

Sommerfugl

Er forelskelse ustyrligt? Får det en til at handle overilet, ubetænksomt? Er det dét, der gør os til dem vi er, fjolser? Mine venner stikker fingeren ud til højre og venstre, men de er ikke tiden værd. Tiden æder min krop og jeg står med en udvandet sjæl nord for Selvværd. Jeg ved ikke hvem jeg har tilbage længere, for det eneste jeg ser igennem, er dig. Jeg så en eksotisk, isblå sommerfugl på flugt fra zoo. Den mindede mig om alle dine ekser. Udstillede, sårbare og langt hjemme fra. Så smukke. Placeret et sted med kun tid til sultne øjeblikke. Hvem lukkede dig ind? Jeg hørte dig aldrig banke på.

Non- eller konfirmation?

Jeg skal nonfirmeres om 3dage. Hele dagen drejer sig om mig. Alle kommer for min skyld og alle gaverne er til mig, men hvad er formålet? Jeg havde en diskussion med min moster om det.
En nonformation er en erkendelse af livet - et liv uden Gud .
Det lyder på en måde som et tab, men hvad kan man tabe af noget, hvis eksistens aldrig har været tilstedeværende? Som forskudsgave fra en nær ven, fik jeg biblen i nonfirmationsgave. Jeg glæder mig faktisk til at læse den, så jeg ved, hvad jeg har takket nej til.
Jeg har altid levet et liv uden Gud og det vil jeg fortsætte med, for min tro ligger hos mennesket. Dér er ingen normer om "et rigtigt liv" og vi kan leve og spejle os i hinanden. Efter døden lever vi videre i hinanden som minder og som billeder. Som alt, der kan huskes.

Særlig gør mig Skøn

Kærlighed gør mig køn, særlighed gør mig skøn.

Husker du dengang alting var svævende? Husker du dengang græsset altid var grønnest lige under dig? Husker du dengang det bare altid var dig og de andre? Husker du dengang du aldrig blev træt af at se, føle og dufte? Husker du dengang verdenen stadig var stor?

Kød På Kniven

Det er hårdt at være i tvivl, men det er tegnet på, man lever. Undren og viden vi mangler, der får os til at søge og træde vidt omkring. Det er først med tiden den slags kommer, viden. Det er hårdt ikke at vide, hvad der er rigtig og godt for os, og det er hårdt ikke at vide hvad der sker... Inderst inde, ved hjertets forrådnelse ved vi det, måske, men det er kun tiden, der kan hjælpe os helt derind. Det er som at balancere på eggen af en kniv. Pladsen er trang og smal som en tråd. Hver en tøven og hvert skridt, hvert et træk smerter uendeligt. Vi er aldrig hele, blodet buldrer og bruser. Gør kinderne rosa og øjnene klare og fokuserede. Det er på kniven vi lever. Den inderste forrådnelse er døden, men en helhed. Jo længere ud mod spidsen og enden på kniven vi kommer, jo mindre skarp bliver den og jo hurtigere går det for os. Vi bliver gamle, får rynker, skrumper og begynder at høre og se dårligt.. men vi ved næsten alting! Når stregen ender, falder vi foraltid i mørket, men med den viden vi har søgt hele livet. Det er hårdt ikke at turde, det er hårdt ikke at ville. Det er SÅ nemt bare at snyde?

Fjerdedele Glæder

Farveløs, forladt. Overladt til tilfældigheder. Distraheret af en ensom solstråle. Et brudt i reglementet, et smukt brud. Et skud gennem brystet. En irritation i sindet og en diskret, men noteret vrede over manglen på en enkelt fejl. En glæde over fejlens evige tilbagevenden. Afhængighed. Gløder i mørket som tusinde stjerne eller onde øjne. Overladt til chancen for en langsom død. Slowmotion. Smertefuld for omgivelserne, der lever af vores kærlighed. En stille, undertrykt tilfredsstillelse efter en enkel vejrtrækning. Et hiv af forgiftet, forklædt, venskablig glæde. Lydløs nattehimmel, skolegård, futige gader og fredag aften. Tankeudløser. En lånt energi, der en dag skal betales tilbage.

Hvad vi ikke sætter pris på?

Hvorfor tænker vi egentligt ikke på det omkring os? Vi tager alt den skønhed vi ser i dagligdagen for givet. Vi tænker ikke over det, når vi ser det. Her er et billede jeg har taget. Det er noget af det smukkeste ved dagligdagen - for mig. Duggen på et grydelåg. Jeg har taget det i sort&hvid med blitz og det er blevet ganske vellykket. jeg har IKKE redigeret i det bagefter.

- Kopier ikke. Hvis i vil bruge billedet kan i kontakte mig på bynketrolle@hotmail.com og spørge om lov.

Op, ned. Lige meget.

Falder fra himlen. Langsomt og stille roligt, op. Himlen er blå, men mørklagt i skygge, af mine lette øjenlåg. Lander og føler mig omsluttet, opslugt af farver. Blødt som i kernen af en rød viol. Varme og den blide summen fra en humlebi. Solstråler prikker på huden som nåle. Gul kribler under min hovedskald. Følelsen af, at være glemt i et boblebad med danskvand i. Bobler der løfter ned, op. Vandet er blåt, men mørklagt af min skygge. Min krop er omsluttet, opslugt af farver. Rigtigt som kernen i mit røde hjerte. Gul løber ned af mine kinder, gør alting så nemt.
Åbner øjnene.
Synker længere ned i det kolde snedrive. Ligger hånden til panden, der er våd af sved, blod. Det glitrer svagt i mørket. Længere væk splintrer et lysstofsrør og stjernehimlen kommer tættere på. Jeg stiger opad. Min hud brænder mod den tisgule sne. Bukserne er våde.
Satans.
Endnu en katastrofe på diskuteket. Hvor er det nu jeg bor?
Lige meget. Jeg er her nu og det bliver ikke anderledes. De finder mig, men så er jeg allerede langt væk.
Stjerneviol.

Fejl

Hvad skal man dog mene, hvis det alligevel er forkert? Det er jo altid forkert, fuldkommen. Andre mener nemlig noget andet, men så må deres mening jo også være forkert? Vi ser altid fra forskellige vinkler, også selvom der måske kun er halve graders forskel. Det er stadig anderledes, forkert. Det er sådan, altid. Men det er sundt at acceptere andres meninger og følelser. I bund og grund må vi elske det samme, i sidste ende i hvert fald. Livet. Hvem er ikke bange for at dø? For at fejle. Tabe et split sekund, slukke gnisten til en karriere. Et helt nyt liv. Døden giver ikke chancer. Hvis du dør, kan du ikke dø igen eller live op, for den sags skyld. Minder, billeder er udødelige, også selvom de bliver væk i skuffen. Hvis du fejler, kan du prøve igen. Kan man ændre mening? Vel kun med en andens overbevisning, et dybt indblik i en ny synsvinkel, men med overbevisning kommer tillid. Kan man have tillid til en fremmed? Hvad nu hvis man tager fejl? Er det egentligt den slags fejl, der tillader en, at prøve igen? Måske er jeg ligeså bange for at fejle, som jeg er for at dø? Betydningsfulde fejl, der præger livet forevigt. Men fejl, der ikke følger efter i døden. Meninger, beslutninger, fejltagelser der ikke bare kan ændres.
Det er sundt at ligge fortiden bag sig og leve i nuet, men jeg syntes det er sundere at se tilbage og tage ved lære... hvis man nogensinde kommer så langt i livet, at man har rigeligt med erfaringer efter mindre grusomme fejltagelser.

Søren Kirkegaard
"Livet leves forlens, men forstås baglæns"

Intakt

Jeg hører mit hjerte. Det banker i brystet på mig, det banker hårdt. Det slår pusten fra mig. Tvinger mig til at holde vejret, rette mig op og bide tænderne sammen til det knager gennem kraniet. Det forsøger at sige noget, men jeg forstår det ikke? Det brænder, det er ophedet og syrer. Jeg er gået i stå. Jeg er holdt op med at trække vejret, holdt op med at tænke, holdt op med føle. Jeg er død, men jeg er her stadig. Jeg er død langt ind i sjælen. Jeg registrerer ikke sorgen, selvom mit hjerte siger jeg skal. Jeg kan ikke reagere på den. Der er for meget af den. Hvis jeg prøver, bliver jeg aldrig glad igen. Mine øjne brænder af evigheders tilbageholdte tårer, men jeg kan ikke slippe dem hvor højt jeg end ønskede det. Min mave er et sår af knuder og min mund af tør af ord, jeg aldrig vil få udtalt før sætningen er slut. Jeg presser mig sammen til halv størrelse for at holde sammen må mig selv. Hvis jeg slipper, vil jeg falde sammen, smadre mod gulvet og forsvinde som støv ned i dets revner. Hold mig fast. Hvis jeg bare havde ét sted at gribe efter, så havde det været så nemt. Jeg havde ikke behøvet mærke stykker af mit hjerte forsvinde i takt til løgne om mit helbred. Måske havde jeg været helt… intakt.

Hjerte

Du banker, men jeg lukker dig ikke ind. Jeg ville dreje hovedet væk og se den anden vej, men jeg er frosset fast med at ansigt fortrukket af smerte. Jeg har siddet sådan her siden du fortalte mig det. Sammenkrøbet, vred, fortvivlet, mistænksom, såret, bange, glemt. Jeg sidder her bag tykke mure af uinteresseret kulde og mærker sveden løbe ned af min pande. Jeg fryser. Jeg ryster af kulde, mens mit hjerte løber maraton. Det vil kæmpe sig ud af brystet på mig og flygte fra alle de følelser jeg udsætter det for. Alt er gået i stå. Holdt op med at trække vejret. Kun den monotone lyd; bank, bank, bank. Måske vil alt dette være forbi en dag, men jeg ved der er lang tid til. Der er lang tid til, når intet rører sig, når intet trækker vejret, når intet lever.