Polyfonisk Nødråb

-' Jeg prøver ikke at forklare, for det kan man ikke. Det er polyfonisk, flerstemmeigt og sandt. Et digt er mere virkeligt, når det er kaotisk? At det delvist kun er noget af det, der giver mening? Er jeg mærkelig, eller er der nogen der forstår mig?

Hvad gør mennesker ved hinanden? De ødelægger hinanden, de støtter hinanden, de elsker hinanden, de hjælper hinanden. Der er så meget, som ét menneske kunne gøre, måske allerede har gjort ved dit liv. Et menneske kunne ødelægge et andets liv, ved at stifte bekendtskab med et andet i en fremmeds liv. En pigen stod nært til. Dette menneske kunne også komme med noget godt, men når alt det gode altid bliver nedbrudt af tvivl og sorg, har man ikke mere til overs. Du mister altid tålmodigheden. Skrid ud af hans liv, har du lyst til at sige, måske skrige. Lad det hele være som kongen syntes det skal være, for sådan har det altid været og sådan blev det skabt, for sådan er ønsket. Måske egoistisk, men ville hele menneskeheden ikke også være det, hvis det var dem, verden faldt ned over? Overreagerer vi? Du er ligeglad med hvem du elsker og hvem du hader, for dem du elsker, hader du og omvendt. Du er et objekt i andres verden. Sådan er det altid. Hvorfor er det aldrig enkelt? Ved de hvad der sker? Han hader dig. Hun elsker dig mere end sit eget liv. De finder ikke nok i mig og søger til en anden, for denne kan holde sammen på dig, når du ikke vil. Det er ikke engang vores ansvar at holde sammen på nogle. De er der ikke til at holde sammen på mig. Det gør os vrede, sårbare, misundelige, blodtørstige, synderknuste, sårede. Men jeg elsker dig så endeløst, at det ikke kan være nok, du er hvad andre evigt og altid har brug for, men at du ikke behøver en som ham og kun valgte ham fordi en anden havde brug for det, gør det spil vi spiller endnu mere uoverskueligt. Et spil, der tager livet af os alle. Hvordan bliver man gammel? Vi kan mærke hvordan vi strammer grebet om verden og er bange for, at komme til at slippe. Andre svømmer i vrøvl og råber af hinanden. Hun smækker døre ind til deres hjerter, som han aldrig vil åbne igen. En dag, så tager vi livet af hinanden. Som ild og krudt der mødes, fortæres og dør. Det giver ingen mening at nogen, kan rumme alt det du gør og du burde høre det, du burde vide det, jeg burde sige det, men vi har intet til overs for hinanden, for kærlighed og familie. Jeg er et objekt i et nyt liv, som folk delvist kigger på med undren og medlidenhed. Det er så hårdt at være et rumvæsen i skilmisse. Specielt, når det ikke er første gang. Hunden føler det er dens skyld, men det er din skyld, at han er her og forbliver evigt ung på grund af mit kolde, frosne hjerte. Vi er grebet af tvivl og det mørknes udenfor. Lyset slukkes og dørene låses.
Der blev aldrig låst og åbnet op igen.
Farvel
”*”