Du banker, men jeg lukker dig ikke ind. Jeg ville dreje hovedet væk og se den anden vej, men jeg er frosset fast med at ansigt fortrukket af smerte. Jeg har siddet sådan her siden du fortalte mig det. Sammenkrøbet, vred, fortvivlet, mistænksom, såret, bange, glemt. Jeg sidder her bag tykke mure af uinteresseret kulde og mærker sveden løbe ned af min pande. Jeg fryser. Jeg ryster af kulde, mens mit hjerte løber maraton. Det vil kæmpe sig ud af brystet på mig og flygte fra alle de følelser jeg udsætter det for. Alt er gået i stå. Holdt op med at trække vejret. Kun den monotone lyd; bank, bank, bank. Måske vil alt dette være forbi en dag, men jeg ved der er lang tid til. Der er lang tid til, når intet rører sig, når intet trækker vejret, når intet lever.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar