Jeg hører mit hjerte. Det banker i brystet på mig, det banker hårdt. Det slår pusten fra mig. Tvinger mig til at holde vejret, rette mig op og bide tænderne sammen til det knager gennem kraniet. Det forsøger at sige noget, men jeg forstår det ikke? Det brænder, det er ophedet og syrer. Jeg er gået i stå. Jeg er holdt op med at trække vejret, holdt op med at tænke, holdt op med føle. Jeg er død, men jeg er her stadig. Jeg er død langt ind i sjælen. Jeg registrerer ikke sorgen, selvom mit hjerte siger jeg skal. Jeg kan ikke reagere på den. Der er for meget af den. Hvis jeg prøver, bliver jeg aldrig glad igen. Mine øjne brænder af evigheders tilbageholdte tårer, men jeg kan ikke slippe dem hvor højt jeg end ønskede det. Min mave er et sår af knuder og min mund af tør af ord, jeg aldrig vil få udtalt før sætningen er slut. Jeg presser mig sammen til halv størrelse for at holde sammen må mig selv. Hvis jeg slipper, vil jeg falde sammen, smadre mod gulvet og forsvinde som støv ned i dets revner. Hold mig fast. Hvis jeg bare havde ét sted at gribe efter, så havde det været så nemt. Jeg havde ikke behøvet mærke stykker af mit hjerte forsvinde i takt til løgne om mit helbred. Måske havde jeg været helt… intakt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar