Op, ned. Lige meget.

Falder fra himlen. Langsomt og stille roligt, op. Himlen er blå, men mørklagt i skygge, af mine lette øjenlåg. Lander og føler mig omsluttet, opslugt af farver. Blødt som i kernen af en rød viol. Varme og den blide summen fra en humlebi. Solstråler prikker på huden som nåle. Gul kribler under min hovedskald. Følelsen af, at være glemt i et boblebad med danskvand i. Bobler der løfter ned, op. Vandet er blåt, men mørklagt af min skygge. Min krop er omsluttet, opslugt af farver. Rigtigt som kernen i mit røde hjerte. Gul løber ned af mine kinder, gør alting så nemt.
Åbner øjnene.
Synker længere ned i det kolde snedrive. Ligger hånden til panden, der er våd af sved, blod. Det glitrer svagt i mørket. Længere væk splintrer et lysstofsrør og stjernehimlen kommer tættere på. Jeg stiger opad. Min hud brænder mod den tisgule sne. Bukserne er våde.
Satans.
Endnu en katastrofe på diskuteket. Hvor er det nu jeg bor?
Lige meget. Jeg er her nu og det bliver ikke anderledes. De finder mig, men så er jeg allerede langt væk.
Stjerneviol.