Måske, er det latterligt, helt igennem umuligt,
Men regnen er ren magi, en ting for sig selv
Og den har gjort noget ved mig, fortryllet mig
Og løsnet mine sammenknudrede tanker, opløst dem
Og vasket dem bort for altid.
Senges bløde dyner af dis fra skyerne,
Har vist mig, at alt er muligt.
Kulden er virkelig, den skærer i mine kinder
Og giver en bidende, oplivende smerte,
Frigiver en rus af befrielse, renhed i blodet.
Jeg ånder frit.
Ansigter dukker op af tågen, forsvinder igen,
Som duggen under den evige sol, over himlens grå dyner.
Vejene, der ligger øde, glatte og tomme,
Hvor lyden af mine frosne fødder mod vandpytterne
Runger i stilheden og holder mig… vågen.
Det er alt, det er intet.
Det er tomt og tyst, men en larmende stilhed.
Det er mit, alene.
Det er her jeg hører hjemme.
Det er det jeg elsker.
Vinden, der hvisker i bladene
Og puffer mig blidt, kærligt i ryggen
Og den stålgrå himmel,
Der springer mig i øjnene
Og tvinger mig til, at lukke dem i,
Sanse duften af efterår;
Træernes sidste suk, før året er omme
Og alt starter på en helt frisk, fuldkommen ny.
Alt vil synke ind til dyb søvn.
De oplyste vinduer i husene,
Hvor varmen strømmer ud til mig
Og blidt kærtegner mit ansigt.
Der er personer derinde, hygger i varmen,
Ubekymrede, trætte og ventende på natten.
Lyset fra vinduerne spreder sig over de grå fliser
Og smiler varmt og hjerteligt op til mig.
Frihed…
Jeg elsker det, jeg står uden for det hele,
Uden for folks tanker og alt ansvar.
Det er bare mig, lykkelig.
Alene i den store, kolde verden..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar